
HIFI HØJTTALERE
BÅDE REOL OG GULVMODELLER
Hvorfor bruge tid på at læse anmeldelser og deltage i lyttetests i lokaler som ikke matcher dit? Vi har 25 års erfaring med akustik og indretning af High-End lytterum med lyd og billede. Vi hjælper med at finde de optimale HiFi højttalere, som matcher din musiksmag, indretning, akustik og budget. Modeller med bløde former, smukke træsorter, varierende farver eller betrukket med læder.
I Smart Home installationer designer vi ofte et dedikeret High-End område, hvor kunderne kan lytte til multirumslyd på seriøse High-End HiFi højttalere.

BEDSTE CERTIFICERING
LØSNINGER I SÆRKLASSE
CSO er medlem af CEDIA – Custom Electronic Design Installation Association. THX Certified Professional og Certificeret af ISF – Imaging Science Foundation. Studeret akustik på DTU og deltaget i CEDIA Awards 3x. Eneste danske firma som har medvirket i de prestigefyldte konkurrencer under CEDIA Region 1, som omfatter Europa, Afrika, Indien, Mellemøsten og Rusland.
Finalist i CEDIA Awards 2010 i kategorien ‘ Best Home Cinema over £100.000 ‘. Runner-Up i CEDIA Awards 2011 i kategorien ‘ Best Integrated Home over £100.000 ‘ og til slut CEDIA Best Installation in the World 2011 – ‘ House of Entertainment ‘.
“BON SOIR, PARIS!” – RÅBER PHIL COLLINS
Så begynder musikken, som nærmest omgiver mig og bliver til en følelse, der forplanter sig ud i hele kroppen. At man sidder i CSO’s showroom er næste ikke til at tro.
– Søren Flott, Berlingske Nyhedsmagasin
Gulvhøjttaler vs. reolhøjttaler
De optimale HiFi højttalere er baseret på en kombination af lokalets størrelse og egne lydmæssige præferencer. Gulvhøjttalere har større kabinetter og derved mulighed for flere og større enheder. De har ofte en fyldig lyd og dyb bas, så det ikke er nødvendigt med en subwoofer. De er velegnede til større lokaler, hvor man ønsker at fylde rummet med lyd. Gulvhøjttalere kræver mere plads og skal ofte placeres med god afstand til væggene.
Reol eller kompakthøjttalere er mindre og kan placeres på hylder, standere eller møbler. De er især populære i mindre rum, hvor man ikke ønsker at fylde hele stuen med store højttalere. Disse højttalere kan levere en overraskende god lydkvalitet trods deres kompakte størrelse, men de har ofte behov for en subwoofer til de laveste frekvenser.
Vi benytter tit HiFi højttalere til stereo og surround sound i stuer. Hvor kunder primært benytter dem til musik, men også vil kunne nyde en god film uden at gå på kompromis. Vi forhandler bl.a. HiFi kabinet højttalere fra Perlisten Audio, ELAC og System Audio. Med har adgang til mange andre eksotiske mærker afhængig af behov.
De bedste materialer til højttalere
Enhederne i en HiFi højttaler (diskant, mellemtone og bas) er konstrueret af forskellige materialer, som har stor indflydelse på højttalerens karakteristiske lyd. Papir er et af de ældste materialer, kendt for at være let med god dæmpning, hvilket giver en varm og musikalsk klang. Papir kan være påvirkelig over for fugt og temperaturudsving, hvilket kan forkorte holdbarheden.
Aluminium er let, stift og reagerer hurtigt på signalet fra forstærkeren. Det kan føre til en meget præcis lyd, men hvis aluminiumsmembranen ikke er dæmpet korrekt, kan diskanten eller mellemtoneområdet blive lidt skarpt at lytte til. Kulfiber er et andet eksempel på et stift, men samtidig let materiale. Det giver membranen en yderst præcis gengivelse med meget lav forvrængning. Fremstillingen af kulfibermembraner er dog bekostelig, hvilket afspejles i prisen på højttalerne.
Beryllium benyttes i nogle af de mest eksklusive højttalere. Det er et sjældent metal med en imponerende kombination af lethed og stivhed. Berylliumdiskanter kan derfor gengive de højeste frekvenser med en luftig og detaljeret klang, men fremstillingsprocessen er både dyr og kompliceret. Nogle producenter vælger i stedet en såkaldt “Crystal Membrane Technology”, hvor man kombinerer papir og aluminium eller andre lignende materialer for at opnå en balanceret lyd, der både er let, stiv og velkontrolleret.
Højttalerdesign og stereoperspektiv
Udover materialevalget i enhederne, er højttalerens konstruktion afgørende for stereoperspektiv og hvordan lyden fordeles i lokalet. Nogle producenter benytter Waveguides som typisk placeres omkring diskanten for at styre spredningsmønsteret, så unødvendige refleksioner minimeres. Derved fokuseres lyden bedre mod lyttepositionen, og det kan skabe et mere præcist stereoperspektiv. Placeringen af enhederne kan være symmetrisk eller asymmetrisk. En symmetrisk konfiguration giver ofte en mere jævn spredning, mens asymmetrisk placering kan være en fordel i rum, hvor vægge, loftshøjde eller inventar har akustiske udfordringer.
Nogle højttalere benytter en såkaldt DPC (Directivity Pattern Control) array for at få diskant og mellemtone til at spille optimalt sammen i forskellige retninger. Det giver en integreret og sammenhængende lyd med en bredere “sweet spot”.
En teknologi som JET-diskanter fungerer ved hjælp af en foldet foliemembran, der gengiver høje frekvenser ekstremt hurtigt. Denne løsning kan give en imponerende transientrespons og løfter ofte frekvensområdet op til 50 kHz, hvilket ligger over grænsen for, hvad det menneskelige øre kan opfange, men kan bidrage til en fornemmelse af ekstra luft i overtonerne. JET diskanterne er utrolig velegnede til klassisk og akustisk musik.
Kabinet konstruktion og resonans
Højttalerens kabinet skal være så stift og stabilt som muligt for at undgå uønskede vibrationer, der kan farve eller forvrænge lyden. Et populært valg er MDF (Medium Density Fiberboard) eller den tungere HDF (High Density Fiberboard), der begge er kendt for gode dæmpningsegenskaber. Nogle producenter vælger krydsfiner for at opnå en anderledes klangprofil, mens mere eksperimentelle designs benytter metal, beton eller glas for at skabe så lidt resonans som muligt.
Intern afstivning er en anden vigtig faktor. Ved at indsætte afstivere – ofte i form af “ribber” eller stolper – sikrer man, at kabinet væggene ikke vibrerer i takt med musikken. Desuden kan nogle højttalere have vægge af varierende tykkelse for at fordele resonansfrekvenserne, så man undgår, at hele kabinettet “synger med” ved bestemte toner.
Basrefleksporte findes i mange højttalere og udnytter luftstrømmen bag basenheden. Ved nøje at dimensionere og placere basporten kan man forstærke de lave frekvenser og samtidig give brugeren mere fleksibilitet i placeringen af højttalerne i lokalet.
THX HOME THEATER TECHNICIAN
THX Ltd. blev stiftet af George Lucas i 1983. Firmaet har siden starten specialiseret sig i at formidle korrekt lyd og billede i alle faser fra indspilning, kopiering og til det vi ser og hører i film.
CSO er THX Certified Professional – Home Theater Technician II og har et dybdegående kendskab til design og konstruktion af hjemmebiografer.
Frekvensrespons og lydgengivelse
Frekvensrespons beskriver, hvor jævnt en højttaler gengiver hele spektret fra de laveste til de højeste frekvenser. En højttaler der har en bred og flad frekvenskurve, vil som regel lyde mere naturlig, fordi ingen frekvenser fremhæves på bekostning af andre. Det kan være vanskeligt at opnå en flad frekvensrespons i praksis, da lokalets akustik og selv konstruktionen af højttaleren går hånd i hånd. Dette er grunden til vi tit indretter selve lytterummet i forbindelse med salg af højttalere og anlæg. Det kan være en rigtig god investering at få et dedikeret lytterum også til stereo og 2 kanal.
For at gengive dyb bas kræves enten store kabinetter eller separate subwoofere. Samtidig er diskantgengivelse afgørende for at få de klare detaljer og “luft” i lydoplevelsen. En veldesignet diskant kan gøre en dramatisk forskel ved at bevare nuance og åbenhed, især i det øvre frekvensområde, hvor instrumenters overtoner og stemmers klang ligger.
Typer af diskanter
Diskanten er måske den vigtigste enhed, fordi vores ører er meget følsomme i det øvre frekvensområde. Dome diskanter er mest udbredte og kan laves af silke, stof, metal eller keramik. De er relativt billige at producere og spreder ofte lyden godt, men metalversioner kan lyde hårde, hvis de ikke bliver dæmpet korrekt.
Bånddiskanter benytter en tynd metalstrimmel, der bevæger sig i et magnetfelt. De er kendt for en meget hurtig respons og detaljegrad, men kan være dyrere at fremstille og mere retningsbestemte i lyden. AMT-diskanter (Air Motion Transformer) er en videreudvikling, hvor en foldet membran effektivt flytter luften. Det giver en fremragende transientgengivelse, men kræver ofte særligt designet elektronik og kabinet. JET-diskanter er et beslægtet princip, der kan nå meget højt i frekvensområdet og skabe en fornemmelse af usædvanlig klarhed.
Passiv vs. aktiv højttaler
Højttalere kan enten være passive eller aktive. Passive højttalere kobles til en ekstern forstærker, som tilfører den nødvendige effekt. Man kan dermed frit vælge og udskifte forstærkere, så længe man tager højde for højttalerens impedans og følsomhed. Det giver stor fleksibilitet men kræver, at man ved hvordan man bedst matcher forstærker og højttalere.
Aktive højttalere har derimod forstærkeren indbygget og bruger et aktivt delefilter, så hver enhed får tilført et kontrolleret signal. Det kan forbedre både lydkvaliteten og brugervenligheden, da man slipper for eksterne effekttrin og masser af kabler. Disse løsninger er normalt dyrere og kan gøre opgraderinger mere besværlige.
Finish og æstetik
En HiFi højttaler er et meget visuelt element i lokalet. Valget af finish er afgørende for hvordan den passer med indretningen og samtidig kan overfladebehandlingen have betydning for holdbarheden. Højglanslak kan se både eksklusiv og moderne ud, men den er sårbar over for ridser og fingeraftryk. Træfiner tilfører et varmt og naturligt udtryk, men er ofte dyrere at producere, da processen med at forarbejde træ kræver omhu.
Nogle modeller er dækket med stof, så man får et diskret design, der lettere kan smelte sammen med møbler eller vægge. I high-end segmentet kan man støde på autolakeringer, som består af flere lag autolak og klarlak. Disse giver en ekstremt glat og holdbar overflade, men hæver også prisen.
Rumakustik og optimering
Selv de bedste højttalere vil ikke yde sit maksimale, hvis lokalets akustik ikke er god. Rumstørrelse, lofthøjde, vægmateriale og møblement har stor indflydelse på lydoplevelsen. Mindre rum kan fremhæve bestemte basfrekvenser, mens større rum til tider kan gøre lyden tynd, hvis højttaleren ikke har kapacitet til at fylde rummet. Desuden kan hårde overflader som glas og beton føre til uønsket ekko, mens bløde overflader som tæpper og gardiner absorberer lyden og mindsker efterklang.
Akustisk beregning og behandling kan omfatte opsætning af absorbenter til at dæmpe bestemte frekvensområder eller diffusorer, som spreder lyden i forskellige retninger. Basfælder i hjørnerne kan være nødvendige, når man oplever “buldrende” bas. Placeringen af højttalerne er også afgørende. Grundreglen med den ligesidede trekant – hvor afstanden mellem højttalerne er den samme som afstanden fra hver højttaler til lyttepositionen – er et godt udgangspunkt. Man bør desuden eksperimentere med, hvor meget man vinkler højttalerne for at opnå det ønskede stereoperspektiv og balance i diskanten. Afstanden til bag- og sidevægge kan ligeledes justeres for at minimere refleksioner og stående bølger.



BOOK ET GRATIS MØDE
CSO ER KÅRET BLANDT DE BEDSTE I VERDEN
Overvejer du multirum lyd, surround sound eller måske en hjemmebiograf, så tøv ikke med at booke et møde. Vi har hele paletten af elegante, driftssikre, innovative løsninger og oplevelser. Vi sætter en ære i, at integrationen i boligen er ligeså strømlinet som kvaliteten af vores udstyr.
Vores team er uddannet af THX, Imaging Science Foundation og CEDIA, hvilket sikrer at din løsning er optimeret til den bedst mulige lyd- og billedkvalitet. CSO udfører installationer overalt i Danmark og har mere end 25 års erfaring med hjemmebiograf og multirum installationer.
Let the show begin – udfyld formularen!
NYHEDSBREV
DEL ARTIKEL
PRISER
Priserne på HiFi højttalere starter ved ca. 5.000 kr. stykket. Vi anbefaler dog typisk højttalere fra ca. 10.000 kr. pr. stk.